Danske fløjter

Fotos: www.tomfrederiksen.dk

Jeg har fra min spæde start med traversfløjter fået en støt voksende interesse for musikken i Danmark fra omkring 1730’erne og frem. Jo længere jeg dykkede ned i noderne, jo større blev min interesse, og på et tidspunkt var det som et helt skatkammer, der åbnede sig for mig. Dette er blevet til to CD’er “Royal Danish Flute Music from the 18th Century” med Duo Tramontana og “H. P. Møllers stemmebøger – en skat fra den danske guldalder“, samt to artikler om de to projekter. Fløjterne på billederne ovenfor er originale og danskbyggede, og blev brugt til indspilningen af CD’en H.P. Møllers stemmebøger.

År tilbage var jeg så heldig, at jeg fik en traversfløjte forærende. Ved nærmere undersøgelser viste den sig at være en original fløjte fra ca. 1800 bygget af Jacob Georg Larshof, som første gang er registreret i det københavnske drejerlaugs svendebog i 1793. Han koncentrerede sig primært om udviklingen af klarinetter, men solgte også enkelte fløjter til Det Kgl. Kapel og i særdeleshed til militæret.

Fløjten var i meget fin stand, omend en lille mus havde haft en festmåltid ved blæsehullet. Det har jeg ladet reparere, og nu er det en utrolig velklingende fløjte, som kan høres nedenfor.

På denne video kan klangen af Larshof-fløjten høres.