Man higer og søger

… for at finde nyt fløjterepertoire

Man higer og søger

Fløjtenist Winnie Bugge Frandsen fortæller i sin artikel om, hvordan hun i løbet af sit kandidatstudium eftersøgte fløjterepertoire, som lå uden for det gængse. Det resulterede i koncerter og en CD med værker fra danske musikkredse i anden halvdel af 1700-tallet.

AF WINNIE BUGGE FRANDSEN

Oprindeligt udgivet: Custos Nr. 2 Årg. 15 – juni 2017

Træls at læse her på skærmen?

Projektets start.

Interessen for tidlig musik har jeg altid haft. Det levende, nærværende og dansante har altid tiltalt mig.
Et tilfældigt indkøb af Wilbert Hazelzets indspilning af Bach-sonater fik mig fuldstændig solgt til traversfløjtens klang.
Denne rå, upolerede “urklang”, hvor man fornemmer historiens vingesus og virkelig mærker musikken helt ind i kroppen, tog mig med storm fra første sekund.
Heldigvis for en moderne fløjtespiller som mig, ligger de to instrumenter så tilpas tæt ved hinanden, at man hurtigt føler, at man kan en lille smule på traversfløjten. Det store arbejde, forskellene og det virkelig at finde ind i instrumentet kom så efterfølgende. Jeg blev simpelthen nødt til at lære mere og søgte derfor ind på kandidatuddannelsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums linje for tidlig musik.

Jeg blev introduceret for en Morten Ræhs-sonate tidligt i mit kandidatforløb, og der fik mine øjne op for, at der ligger fantastisk musik også uden for standardrepertoiret. Lige så stille i løbet af min kandidatuddannelse fik jeg større og større interesse for det ukendte og oversete repertoire.
Morten Ræhs var dansker. Det måtte jo betyde, at der havde været fløjtespil i Danmark i barokken.
Jeg brugte mange timer foran min computerskærm, hvor det gik op for mig, at der gennem tiderne havde været et blomstrende musikliv omkring hoffet i København. Med min interesse for baroktraversfløjten kunne jeg med glæde følge den udvikling og modebølge, som traversfløjten som nyudviklet instrument i Paris i slutningen af det 17. århundrede startede og som bølgede nordpå.
Adelige og kongelige tog instrumentet til sig og ofrede store summer på instrumenter og repertoire til dette nye, interessante instrument.
Den prøjsiske konge Frederik den Store var en vigtig mand for traversfløjten, og også i Danmark tog adelige og velhavere instrumentet til sig. Grev Otto Ludvig Raben, kammerherre Giedde, den senere halshuggede grev Enevold Brandt og en ukendt velhaver Joachim Erasmus Moldenit er eksempler herpå.

Den skriftlige opgave, som er knyttet til et kandidatstudium, var jeg ikke et sekund i tvivl om måtte omhandle traversfløjten i Danmark.
I min søgen foran computerskærmen, var jeg stødt på Jens Henrik Koudals artikel om Nodefundet på Aalholm Slot. Det syntes jeg lød spændende og kontaktede derfor Jens Henrik Koudal, som beredvilligt stillede op til mine mange spørgsmål, gav mig mulighed for at se de mange noder fra Aalholm Slot og ikke mindst hjalp mig med at finde en vinkel til min opgave.
Jeg valgte at beskæftige mig med nogle udvalgte danse, nedfældet af grev Raben omkring 1765. Det blev startskuddet til min interesse for fløjtemusikken i Danmark i den sidste halvdel af det 18. århundrede.

Slutningen af anden sats fra Sonata nr. 7 af Morten Rahs (Gieddes Samling, Det Kgl. Bibliotek). Lag mærke til den udskrevne kadence.

Noderne indsamles.

På Det Kgl. Biblioteks hjemmeside ligger hele kammerherre Gieddes samling af primært fløjtemusik online. Den brugte jeg meget tid på. Jeg søgte oplysninger om komponisterne og spillede noget af musikken, jeg læste Toke Lund Christiansens bog ” Fløjtespil i Danmark indtil år 1800″, som netop omhandler rigtig mange af komponisterne, som er repræsenteret i Gieddes samling, og endelig besøgte jeg Stiftelsen Sorø Akademis bibliotek, som har Johan von Bülows nodesamling liggende.
I Sorø fik jeg adgang til den fine nodesamling og kiggede grundigt i samlingen og konstaterede, at der udover Zielches sonater, som ligger i en anden udgave på Det Kgl. Bibliotek, ikke umiddelbart var repertoire, som jeg kunne bruge til netop dette projekt, men rigtig meget anden fin musik. Jeg printede derfor alle relevante fløjtesonater fra kammerherre Gieddes samling.
Relevante var i denne sammenhæng sonater af danske fløjtenister og danske komponister samt sonater af fløjtenister og komponister, som har virket og spillet en rolle i København.
Det drejede sig om henved 45 sonater, så lidt udvælgelse var nødvendig. Første skridt i begrænsningens kunst valgte jeg skulle være at sortere de sonater fra, som jeg kunne finde på andre tilgængelige indspilninger. De er allerede præsenteret for vores tid og faldt dermed udenfor mine kriterier og interesse for at præsentere hidtil ukendt og uindspillet fløjterepertoire fra Danmark fra anden halvdel af det 18. århundrede.

Næste skridt blev det store, men også sjove og spændende arbejde; at spille de resterende rigtig mange sonater igennem og få indtryk af, om det grundlæggende håndværksmæssige var i orden, om musikken havde en berettigelse, om komponisterne havde spillet en rolle i historien og ikke mindst, om jeg som musiker ville bruge så mange timer i selskab med de udvalgte sonater, som mit projekt ville kræve.
For jeg må indrømme, at der ligger noder, som nok er bedst tjent med at forblive glemte, og der var faktisk enkelte sonater eller satser, der var så usædvanligt ringe skrevet, at cembalist Søren Gleerup Hansen og jeg nærmest hulkede af grin, når vi spillede dem igennem.
Det faldt faktisk nemt for os at vælge både til og fra, og vi endte med en repertoiremængde passende til en CD.

Træls at læse her på skærmen?


Recital og CD-indspilning.

I mellemtiden var jeg blevet optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse med traversfløjte som hovedfag med tidligere nævnte Wilbert Hazelzet som underviser.
Jeg brugte utrolig meget tid på de udvalgte danske sonater, og der lå et stort arbejde i, at vi jo spillede efter de originale, håndskrevne manuskripter med de skrivefejl, som sådanne uundgåeligt indeholder.
Så vi spillede og diskuterede, når noget virkede unaturligt: Kunne basstemmen med rimelighed menes at være korrekt?
Hvis ja, så måtte vi rette melodistemmen til det, som vi mente, at komponisten måtte have ment, og modsat hvis melodistemmen virkede korrekt, så måtte vi finde en løsning på basstemmen. En enkelt sats endte vi med at måtte opgive, da den ville kræve så mange rettelser, at den i sidste ende næppe ville kunne betragtes som et stykke historie og eksempel på tidens musik.

Jeg arrangerede en solistrecital på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor Toke Lund Christiansen generøst stillede op som konferencier med sin store viden om komponisterne på baggrund af hans bog “Fløjtespil i Danmark indtil år 1800”.
Det blev en utrolig vellykket og velbesøgt koncert, hvor vi oppe på scenen kunne mærke en overvældende begejstring og interesse for emnet fra publikum. Det gav blod på tanden, og jeg fik stablet legatmidler og indspilningssted på benene og fundet en tonemester med viden om musikken og tiden.

Vi var så heldige, at tonemester Viggo Mangor straks var med på ideen. Han viste stor interesse for projektet helt fra start og stod klar til at dele sin store viden med os.
Udover de sonater, som vi havde udvalgt og spillet på solistrecital, havde jeg et brændende ønske om at få nogle af grev Rabens dansesatser med på vores CD. Der var kommet til at betyde noget for mig efter mit intensive arbejde med dem under min opgaveskrivning.
De er nogle små, søde stykker musik, og ikke mindst er de en del af musikken omkring en dansk, fløjtespillende greve.
Viggo Mangor gjorde et imponerende stykke arbejde med at arrangeret dem for fløjte og dobbeltcontinuo og stillede tillige op som organist på indspilningerne af disse.

En halshugget greve, en landsforvist komponist og alle de andre.

Hirschholm Slot, som det så ud indtil 1810-11, hvor det blev reven ned.

Jeg blev meget fascineret af det sprudlende musikliv, der har været omkring hoffet i København, og flere af komponisterne var ganske farverige personligheder.
Udover at deres kompositioner har en plads i musikhistorien, så har flere af fortællingerne om deres liv fået en fast plads, når Duo Tramontana optræder rundt om i landet med denne musik.
Jeg vil nedenfor ganske kort skrive om de enkelte komponister, deres indbyrdes forhold (de som havde et sådant) og om deres respektive tilknytning til hoffet.
Titlen på vores CD “Royal Danish Flute Music from the 18th Century” er ikke tilfældig, for som det vil fremgå nedenfor, havde samtlige komponister, med en enkelt undtagelse, en eller anden tilknytning ril det danske hof.

Johan Voltmar.

Komponisterne i kronologisk rækkefølge starter med tyskfødte Johan Voltmar ( 1685 – ??) note 1.
Han flyttede til København omkring 1711 og virkede ved grenadér-regimentet.
Han kan, sammen med Morten Ræhs, betegnes som en af de første professionelle traversfløjtespillere i Danmark. Fra Voltmars hånd har vi i dag en eneste sonate, den i G-dur for fløjte og continuo, som vi har indspillet, samt en koncert for fire fløjter, to violiner og continuo.

Sidstnævnte kan man med rette gætte på, har været skrevet til hans fire mere eller mindre succesfuldt travers-fløjtespillende sønner. Alle havde de en grundig musikalsk uddannelse med hjemmefra, og alle havde deres gang ved hoffer og et tæt forhold til Frederik den Femte.
Den første som hofviolon i violingruppen, den anden som højt agtet traversfløjtespiller, organist ved Trinitatis kirke og kongeligt privilegeret fremstiller af vineddike, de to yngste som henholdsvis hoftapetvæver og anerkendt miniaturemaler.

Træls at læse her på skærmen?


Morten Ræhs.

Morten Ræhs (1702-1766) note 2 var født i Horsens og opvokset i Århus med en far, der var stadsmusikant.
Morren Ræhs stod til at overrage faderens embede og gjorde det også, men ønskede at komme til København, for han trivedes ikke i Århus.
Han var utrolig virtuos på sit instrument, og han komponerede tillige flere sonater for instrumentet.

Som barn havde han optrådt for Frederik den Fjerde, og efter flere ophold som ung i England og et kortere ophold ved hoffet i Schwerin endte Morten Ræhs i København. Han havde ofte spillet for kongen og blev betragtet som virtuos og medvirkede som traversfløjtespiller ved Hof-violonbanden. Blandt andet spillede han den ene af de to yderst krævende fløjtestemmer til Giuseppe Sarris opera “Ciro riconosciuto”. Førstestemmen blev varetaget af Johan Voltmars næstældste søn, Johan Voltmar d.y. som altså må have været en yderst virtuos traversfløjtespiller.

Morren Ræhs’ sonater er virtuose og kan bevidne hans niveau som fløjtenist.
Hans sonate nummer syv i A-dur i Gieddes samling fandt vi interessant musikalsk set, men også fordi den er nærmest identisk med sonate nummer to i en samling i Schwerin dedikeret til arveprins Frederik af Mecklenburg. Forskellene er små, men interessante.
Udgaven i København har en lille noteret kadence i anden sats, som er en enestående kilde til opførelsespraksis, og vi lægger os i øvrigt ved samtlige afvigelser helt op ad københavnerudgaven på vores indspilning.

Joachim Erasmus Moldenit.

Joachim Erasmus Moldenit (ca. 1706-1773) note 3 var født på godser Moldenit udenfor Slesvig ind i en velhavende, borgerlig familie.
Han var musiker for sin fornøjelses skyld og ikke berufsmusiker som Voltmar og Ræhs.
Han var på dannelses- og fornøjelsesrejser i Europa og fik i den sammenhæng kontakt til både Frederik den Stores mægtige fløjtelærer, Johann Joachim Quantz, alle tiders store fløjtenist Michel Blavet og flere komponister heriblandt Telemann.
Moldenit levede en tilbagetrukket tilværelse og gjorde ikke meget væsen af sig udover en enkelt episode, som så til gengæld gav genlyd i hele det etablerede musik-Europa: Moldenit havde flere gange besøgt Quantz og modtaget undervisning af ham.
Åbenbart var Moldenit ikke ganske enig i Quantz’ modernisering af fløjtespillet, og samtidig var Moldenit efterhånden ikke indstillet på at modtage undervisning af Quantz og undslog sig at spille for mesteren. Men han hjalp med at læse korrektur på Quantz’ afhandling om undervisnings- og spilleteknik på fløjte: “Versuch einer Anweisung die Flöte traversiere zu spielen”.
Moldenit ytrede sig kritisk omkring Quantz’ ansatsteknik, og Quantz mærkede under en spadseretur, at noget var i gærde og mistede pludselig besindelsen og fik fortalt Moldenit, at han gjorde klogt i udelukkende at spille for sin fornøjelses skyld, da han ikke havde talent. Naturligvis blev Moldenit såret, og i dette lys kan man se de kommende mange års krig på ord, som Moldenits hævn.

Johann Joachim Quantz malet 1741 af Johann Friedrich Gerhard.

En komprimeret udgave af en lang og kompliceret historie vil, at Moldenit komponerede en sonate for fløjte, hvor der indgår flere toner både dybere og højere end muligt på fløjten.
Denne sendte Moldenit til Quantz med ordene: “Snart nærmer tidspunktet sig, som bliver det mærkværdigste i Deres liv”. Quantz bad tålmodigt om en uddybende forklaring, da sonaten ikke lod sig spille på en traversfløjte. Efterfølgende publicerede Moldenit i 1753 en samling på seks sonater for fløjte og continuo samt et skrift omkring hans syn på fløjteteknik, som blandt andet inddrager en helt særlig brug af læben samt musikerens egen stemme for at frembringe disse uopnåelige toner på fløjten.
Umiddelbart var en enkelt musikhistoriker og skribent positivt indstillet overfor Moldenits idéer, men han fandt hurtigt sin plads igen og blev enig med Quantz og Frederik den Store.
Over de næste fire-fem år udviklede spøgen sig, og Moldenits tvivlsomme teknikker blev gjort heftigt til grin og parodieret i verseform.
Det hele endte i et 39 siders tætskrevet forsvar fra Quantz, hvor han afslutter med at indbyde Moldenit til at møde op til en fløjteduel udi en af Telemanns fantasier for solofløjte. Da dagen for duellen oprandt, udeblev Moldenit og forsvandt ud i glemslen igen.

De seks sonater, som han udgav i 1753 for fløjte og continuo, findes tillige i Gieddes samling i en udgave uden basstemme. Disse sonater er i den københavnske anden udgave tilføjet et betydeligt antal alt for høje og alt for dybe toner for fløjten.
Jeg forsøgte mig med at tilrette en af disse sonater, så jeg bibeholdt al harmonik og rytme og udelukkende ændrede oktaver, så den blev mulig at spille på fløjte. Ikke alle sonaterne var det muligt at tilrette, men nr. 5 i e-mol blev en ganske fin solosonate for fløjte, og den er med på CD’en.

Johan Henrik Freithoff.

Johan Henrik Freithoff (1713-1766) note 4 blev født i Kristianssand og søgte efter en længere uddannelsesrejse til København. Her blev han ansat som hofviolon, ikke som almindelig orkestermusiker, men som solist ved særlige anledninger. Han omtales som en særdeles virtuos violinist. Han komponerede en del, han fik ansættelse som kancellisekretær, og han oversatte bøger.

Giuseppe Sarti og Enevold Brandt.

Giuseppe Sarti (1729-1802) note 5 og Enevold Brandt (1738- 1772)5 kan med fordel kommenteres sammen, da de begge var ansat ved Christian den Syvendes hof, i øvrigt sammen med Struensee.
Sarti var kapelmester og operakomponist og ansat til at forny Det Kgl. Kapel og Operakompagni.
Brandt var som ung mand hofjunker og senere kammerherre med en brændende passion for fløjtespiller. Han var uddannet jurist ved Sorø Akademi, og på en udlandsrejse opnåede han at spille skak med Voltaire og spille en af Quantz’ dobbeltkoncerter med den fløjtespillende konge Frederik den Store, som i øvrigt forærede ham en elfenbensfløjte.

Ved det danske hofs sommerudflugt til Hirschholm Slot spillede Sarti og Brandt kammermusik sammen, og man kan gætte på, at de sonater af Sarti, som findes i kammerherre Gieddes samling, kan have indgået i deres repertoire.
Tilbage i København var Brandt leder af forestillinger ved Hofteatret og gav sig selv en hovedrolle, og hans elskerinde medvirkede som hans medspiller. Deres lidenskab for hinanden på scenen blev for voldsom for den sindslidende konge, hvorfor kongen greb ud efter Brandts elfenbensfløjte og kastede ydermere en citron i hovedet på ham.
Ved sammenstødet kom Brandt til at bide kongen i hånden.
Halvandet år senere var der statskup, og Struensee og Brandt blev fængslet.
Tiltalen mod Brandt gik på, at han havde været i klammeri med kongen, så blodet flød.
Her henvistes til den føromtalte episode på Hofteatret.

Grev Enevold Brandt med fløjte i hånen og lænke om foden.

Brandt troede aldrig på, at han ville blive straffet, så han øvede lystigt videre i fangenskab og det så meget, at hans fangevogter øjensynligt fik nok og knækkede hans fine elfenbensfløjte.
En elfenbensfløjte, sirligt repareret med garn, ligger på Musikmuseet og er med al sandsynlighed den, som Brandt fik af Frederik den Store, og som han havde med i fængsel.

Struensee og Brandt mistede som bekendt hovederne.
Sarti klarede frisag og slap med livet i behold, men måtte flygte ud af landet få år senere pga. en stor gæld, som han havde fået, da Operakompagniet gik fallit.
En af Sartis rigtig gode sonater har fundet vej til vores CD, og fra grev Brandts hånd har vi en lille menuet for cembalo, som befinder sig i Carl Claudius’ samling på Musikmuseet.
Brandt har ganske givet skrevet fløjtemusik selv, og der findes flere anonyme, ganske svære sonater i kammerherre Gieddes samling, men om de er fra grev Brandts hånd, er ikke til at bevise.
Vi har valgt at tage et variationsværk over “Gestern Abend”, nu kendt som børnesangen “Fætter Mikkel”, med på vores CD. Værket er skrevet af en anonym komponist betegnet Herrn B.xxx.
Det findes i en dansk nodesamling, og er et muntert værk, som sagtens kunne have været spillet en sommer på Hirschholm Slot, så derfor fik den en plads på vores CD med kongelig, dansk fløjtemusik.

Træls at læse her på skærmen?


Hans Hinrich Zielche.

Hans Hinrich Zielche (1730-1802) note 6 blev hentet fra Schwerin til København af Sarti under hans reform af Det Kgl. Kapel.
Zielche havde tidligt opnået stor anerkendelse for sit virtuose fløjtespil og havde tillige udvist stort talent for komposition, hvorfor han bl.a. havde modtaget undervisning i komposition hos Telemann.
Han blev ansat på gunstige præmisser i København, og han var meget engageret i at få bygget et musikmiljø op for det borgerlige København. Hans navn figurerer i flere sammenhænge både som fløjtenist og komponist og som arrangør af koncerter.
Han har efterladt sig en del kammermusik, hvori der altid indgår fløjte, og samlingen af seks sonater for fløjte og continuo i kammerherre Gieddes nodesamling på Det Kgl. Bibliotek findes som nævnt ovenfor i en anden udgave i Johan von Bülows samling på Sorø Akademis Bibliotek.
Den udgave er for fløjte og cello, og der er ikke noteret generalbasbecifring over basstemmen, som der er det i udgaven på Det Kgl. Bibliotek. Sonaterne er ikke nummereret ens i de to samlinger, og der er enkelte, primært rytmiske, forskelle på de to udgaver. Vi har igen valgt at lægge os op ad københavnerudgaven.

Hardenack Otto Konrad Zinck.

Hardenack Otto Konrad Zinck (1746-1832) note 7 blev undervist i både fløjte, violin og klaver af sin far.
Han modtog undervisning i komposition af hans ledestjerne C. Ph. E. Bach og havde tidligt en stor interesse for sang.
Han og hans kone, der var sangerinde, ansattes begge ved hofkapellet i Schwerin og efter et besøg med optrædener ved hoffet i København, opnåede de begge ansættelser her, Zinck som syngemester ved Det Kgl. Teater.
Han helligede sig sangpædagogikken, dels ved teatret, dels ved Blaagaards Lærerseminarium og lagde derfor fløjtespillet på hylden.
Zinck nåede at udgive et større antal koralmelodier til brug ved gudstjenester, og flere af dem bruges den dag i dag i Den Danske Folkekirke.
Foruden en del sange og klavermusik har Zinck efterladt sig tre sonater for fløjte og continuo. De er tydeligt inspireret af hans tidligste læremester C. Ph. E. Bach og på vores CD afsluttes 1. sats med en kadence af Viggo Mangor.

Gieddes nodesamling.

Werner Hans Rudolph Rosenkrantz Giedde (1756-1816) note 8 var som ganske ung page for enkedronning Juliane Marie og avancerede efterhånden til kammerherre.
Han havde en brændende passion for musik og spillede som så mange andre velstående på den tid traversfløjte.
Han var med til at forny Det Kgl. Kapel i 1784 og var chef for selvsamme i årene 1791-1793.
Giedde samlede sig over en lang årrække en betydelig nodesamling, som naturligt på baggrund af hans interesse for traversfløjten primært indeholdt fløjte-noder.

Denne nodesamling blev opkøbt og opbevaret lidt i glemslen efter Gieddes død, men mange år senere indlemmet i Det Kongelige Biblioteks samling, hvor den nu ligger tilgængelig online.

Alle fløjtesonater vi har indspillet, har vi fundet noder til i Gieddes samling.
Enkelte noder er som nævnt tillige fundet i Johan von Bülows samling på Sorø Akademis bibliotek.

Silhuet af kammerherre Giedde.

Giedde kom til hoffet i Struensee og Brandts storhedstid, og det kan ikke udelukkes, at Brandt har inspireret den unge, musikinteresserede Giedde til også at vælge fløjten som instrument.
En undersøgelse af Brandts nodesamling, som blev solgt på auktion efter hans henrettelse, viser, at en del af hans noder og en del af noderne i Gieddes samling er sammenfaldende. Det kan derfor ikke udelukkes, at Giedde har opkøbt Brandts samling, og heller ikke, at flere af de triosonater for to fløjter og continuo, som er i auktionskataloget efter Brandt, har været spillet af de to fløjte-glade adelige sammen.


Grev Rabens danse.

Otto Ludvig Raben (1729-1791) var endnu en dansk fløjtespillende greve.
Han arvede grevskabet Christiansholm på Lolland og bosatte sig fast på Aalholm slot. note 9. De fleste vintre tilbragte han ved hoffet i København og de fleste somre på Lolland.
Han lærte at spille fløjte og spillede hele sit liv. Han var en uhyre flittig koncertgænger; både kammermusik, opera og også teater.
Tillige optrådte han ved “Det musikalske Selskab” note 10 i København og har brudt de adelige bånd ved at spille og danse med borgerlige.
Grev Raben var på en årelang dannelsesrejse til Paris, hvor han bl.a. modtog fløjteundervisning af tidens absolut største fløjtenist, Michel Blavet, note 11 som også Moldenit stiftede bekendtskab med.

I 1991 fik musikforskeren Jens Henrik Koudal et tip om nogle noder i en montre på Aalholm Slot.
Hurtigt efter tippet befandt han sig i midten af en stor nodesamling.
Den viste sig at indeholde kendte og ukendte sonater, kammermusik og koncerter, alle med fløjten som omdrejningspunkt note 12. Quantz’ bog “Versuch einer Anweisung die Flöte traversicre zu spielen”, som Moldenit var med til at læse korrektur på, blev også fundet på Aalholm, sammen med fløjtevenlige forsiringer til nogle af tidens koralmelodier, og ikke mindst syv bind indeholdende ca. 2500 små arier og modedanse arrangeret for én fløjte. Ganske givet lavet af Raben selv til brug for hans egen fornøjelses skyld.
Fem af disse små danse har fundet vej til vores CD, arrangeret og akkompagnerer af Viggo Mangor.

At bevare en kulturarv.

Jeg har fået en stor fascination af repertoiret, komponisterne og ikke mindst historierne bag.
Jo mere jeg har læst, jo større er interessen blevet.
Fløjten var et modeinstrument, og da det var de velhavende, som tog instrumentet til sig, har der været penge til, at repertoiret blev udvidet. På forskellige måder bidrager al musikken med en tråd til historiens gang, og de fleste komponister har på en eller anden måde en relation til hinanden og til hoffet som ét stort spind. Noget af musikken er brugsmusik til hverdag, til underholdning af en kongelig, hvor musikerne stod placeret diskret bag en busk, eller som baggrundsmusik til socialt samvær og var aldrig tiltænkt at skulle andet og mere, end at være spillet en enkelt gang som ren underholdning.

Anden musik har været tiltænkt og er egnet til koncertsalsbrug.
Den ene har lige så meget berettigelse som den anden. Det er en kulturarv og en klanglig dokumentation af hofmusikken fra anden halvdel af 1800-tallet, men selvfølgelig har vi som musikere måttet tage hensyn til, at vi på en CD foreviger musikken.
Noget kan bære denne forevigelse, andet har vi fravalgt, fordi de som enkeltnumre på en CD ville være mindre velegnede, når de indspilles løsrevet fra deres oprindelige og historiske kontekst.

Duo Tramoncana udgøres af Winnie Bugge Frandsen og Søren Gleerup Hansen

Når Duo Tramontana spiller koncerter rundt om i landet, hvor vi præsenterer musikken fra vores CD, fortæller vi altid de tilhørende røverhistorier, som jeg kort har opridset ovenfor.
Vi kan mærke en utrolig nysgerrighed, og der er helt generelt en stor interesse for musikken og for historierne. Sjældent har vi oplevet en respons og spørgsmål så overvældende, som vi gør, når vi præsenterer denne musik.
Det er en del af vores historie og vores kulturarv, og det har vist sig, at det ganske tydeligt fascinerer bredt, og selvom ikke al musikken er “stor kunst”, har en sådan lydlig dokumentation af hidtil glemt fløjtemusik vist sig at have sin berettigelse, og det er fantastisk som musiker at have gravet sig ned i et emne på denne måde og fulgt det til dørs og nu mærke den brede interesse og opbakning.

Træls at læse her på skærmen?


Winnie Bugge Frandsen er uddannet fløjtenist fra Det fynske Musikkonservatorium med Henrik Svitzer, Rune Most og Susan Milan som lærere.

Hun virkede i en årrække som assistent i flere af landsdelsorkestrene, men besluttede at skifte til traversfløjte, hvor hun i maj 2014 kunne debutere som den første i landet med traversfløjte som hovedfag.
Hun høres hyppigt ved opsætninger af passioner, oratorier og kantater i hele Øresundsregionen, ligesom hun har været solist med bl.a. BaroqueAros og spiller mange solo- og kammermusikkoncerter i hele landet for at udbrede kendskabet til traversfløjten.

NOTER

  1. Toke Lund Christiansen: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800. Forlaget L.&H Facts & Fiction, s. 97-102.
  2. Mogens Friis artikel: <www.kb/da/nb/samling/ma/fokus/raehs.html>
  3. Toke Lund Christiansen: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800, s. 125-144.
  4. Nils Schiørring: “Johan Henrik Freithoff’ i: Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 1. januar
    2017 fra <denstoredanske.dk/index.php?sideID=289701>
  5. Toke Lund Christiansen: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800, s. 165-181.
  6. Torben Krogh: “Hans Hinrich Zielche” i: Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 3. januar 2017 fra <denstoredanske.dk/index.php?sideID=299612>
  7. Leif Dohm: “H.O.C. Zinck” i: Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. november 2016 fra <denstoredanske.dk/ index. php? sideId= 299619>
  8. Artiklen: “Kammerherrens musiksamling” fra Det Kongelige Bibliotek: <www2.kb.dk/kb/dept/nbo/ma/fokus/giedde.htm>.
  9. Jens Henrik Koudal: Grev Rabens dagbog. Hverdagsliv i er adeligt miljø, Syddansk Universitetsforlag 2007, s. 13.
  10. Jens Henrik Koudal: Grev Rabens dagbog, s. 114-115.
  11. Jens Henrik Koudal: Grev Rabens dagbog, s. 44.
  12. Jens Henrik Koudal: “Nodefundet på Aalholm slot — en kort præsentation” i: Cacilia, årg. 2/1 (1992), s. 265-278.